Historien

Daugbjerg Kalkgruber har over 1000 år på bagen og er dermed den ældste kendte kalk grube i Skandinavien.

Da man startede, var det ikke selve kalken der var vigtig, det var de store kalksten og flintekvadrer man ville bruge til bygning af sokler og mure på de gamle huse (I Daugbjerg by, kan man stadig se byggeteknikken på flere af de gamle gårde og bygninger).

Omkring 1200´tallet begynder italienske munke at lave mursten og man finder opskriften på kalk mørtel. Nu bliver det lige pludselig meget rentabelt at grave kalken op, selv om det var meget hårdt arbejde, men man kunne sælge det og faktisk lave lidt penge på det. Udover byggematerialet skulle kalken også bruges til at hvidte huse og der skulle stadig bruges store sten til byggeri.

Børn ned til 6-årsalderen kunne få arbejde i gruberne, sammen med kvinderne skulle børnene bære de tunge kurve eller brædder, læsset med kalk (op til 15-20 kg af gangen). Igennem gangene i gruberne var der placeret lysgivere (fakler/lamper) for hver 40 skridt så ofte bevægede de sig i mørket rundt imellem to lysgivere, afleverede sin fyldte kurv og gik tilbage igennem mørket for at hente næste læs.

Når drengebørn var 12 år gamle, blev de betegnet som mænd og gik og hakkede, først med hammer og mejsel til man fandt nogle gode kalklag, dernæst kom mændene med hakker og begyndte at slå løs på kalken.

Når kalken kom op, skulle den brændes for at man starter den kemiske reaktion. Det foregik enten i store kalkovne eller i dybe huller hvor træ og specielt lyng gav de nødvendige høje temperaturer.

I historiske papirer fra Daugbjerg sogn er der ikke beretninger om dødsfald ved sammenstyrtninger i gruberne, men til gengæld døde folk i hjemmet med støv i lungerne, blændet af kalkstøv eller slidt ned.

Daugbjerg sogn har 22 km gange som hang sammen førhen og denne grube der er åbent for publikum, er den 3. af præstens gruber. Præsten havde også en ved Daugbjerg Dås og lige overfor vores præstegård (nu mekanikeren i byen). Ifølge overleveringer kunne man sagtens gå fra Daugbjerg dås og ud i dybdalskoven under jorden.

Daugbjerg Kalkgruber er ifølge geologer gravet mod nord, mod syd og mod vest og vores store naboer i Mønsted Kalkgruber er gravet nord-syd og øst. Tætteste grubegange imellem de to skulle være 250 meters adskillelse.

Frem til 1872 blev kalk fra Daugbjerg sendt af hærvejen, solgt på markeder og brugt lokalt. Men Ribe domkirke er også bygget med kalk fra Daugbjerg, flere store herregårde i det nordtyske er bygget med kalk fra Daugbjerg og den store Kölner Dom (Køln Domkirke) er blandt andet bygget med og dekoreret med Daugbjerg kalk.

I 1872 lukkede man Daugbjerg Kalkgruber og rykkede hele produktionen af den gode midtjyske kalk til Mønsted. Hullet i Dybdalskoven blev glemt indtil 1921-22 hvor nogle af Vestergaard børnene legede rundt og fandt skovjordbær, da en af dem fik foden ned i et stort hul. Da de gravede hullet frit, kom indgangen frem. Denne er med årene blevet forstærket og gjort mere publikumsvenlig, men allerede dengang kunne man mod betaling komme en tur i gruberne hos Vestergaard familien.

I 1960’erne skiftede ejerskabet af Dybdalskoven hænder og Hildsgaard familien overtog. Frem til midt firserne var det Georg og Johanne Hildsgaard der styrede stedet sammen med lokale Jesper Dahl, derefter overtog sønnen som også lavede en forpagtning ud af det. Flere forskellige forpagtere og familien Hildsgaard har bygget stedet op, nu er det Johannes barnebarn Anita Hildsgaard der er ejer og Carsten Christensen der er forpagter.

Daugbjerg Kalkgruber er i en udvikling hvor vi har forsøgt at fjerne gynger og karruseller og store neonskilte, vi vil meget hellere give folk en autentisk oplevelse hvor de smalle minegange og historiens vingesus mærkes både som enkeltpersoner, familier, grupper. Alle aldre skulle gerne have en god oplevelse ud af stedet og derfor er der flere tiltag hvor både børn og voksne bliver tilgodeset.